Klubnyheder

Ændrede retningslinjer i forhold til COVID-19

19. september 2020, 08.22

NB: Det skal indledningsvist bemærkes, at de ændrede retningslinjer ikke for nuværende betyder, at indendørsidrætten suspenderes, som den var tidligere på året.


På bagkant af fredagens pressemøde i Statsministeriet, har Danmarks Idrætsforbund (DIF) udsendt en pressemeddelelse under overskriften ”Nye corona-tiltag er en mavepuster for idrætten”. Her fremhæves bl.a., at forsamlingsforbuddet er sat ned fra 100 til 50, men også at der er en meget tydelig anbefaling om, at alle sociale aktiviteter i fritidstilbud aflyses.


Bestyrelsen i KLG Håndbold har derfor vedtaget, at vi fra og med i dag (lørdag den 19. september) – hvor de ændrede retningslinjer træder i kraft – skal forholde os til følgende ændringer frem til minimum den 4. oktober:


  1. Alle andre aktiviteter end træning og trænings-/turneringskampe udskydes eller aflyses (herunder også forældre-/opstartsmøder på alle børne- og ungdomshold)
  2. I forhold til at overholde forsamlingsforbuddet:
  • Alle hold på nær Kidz, mor-far-barn og U5 Mix må ikke have forældre med i hallen
  • Alle hold der ikke er det første, der træner i hallen den pågældende dag, starter træningen 5 min. senere end ellers planlagt, hvorved der undgås overlap mellem træningerne
  • Alle hold skal sikre, at der maksimum er 50 personer (håndboldspillere og trænerteamet) til stede på halgulvet som én forsamling


Vi vil derfor gerne opfordre alle til at:

  • spritte hænder før og efter træning
  • møde op omklædt
  • møde op i hallen umiddelbart før træningen starter
  •  medbringe egen drikkedunk
  • bruge tilskuerpladserne til tasker og drikkedunke
  • forældrene på børneholdene hjælper deres børn med at gøre sig klar uden for hallen
  • alle først går ind i hallen, når det foregående hold har forladt hallen efter endt træning
  • alle forlader hallen umiddelbart efter træningen slutter


I en verden der kæmper mod COVID-19, knokler vi som forening naturligvis for at overholde alle retningslinjer og anbefalinger. Det betyder også, at vores frivillige skal gøre en ekstra indsats ude i hallerne, og jeg håber derfor, at I vil give dem et anerkendende smil eller et "Tak" med på vejen, når I møder dem.


Spørgsmål og kommentarer er mere end velkomne, og har I konkrete spørgsmål relateret til håndbolden og COVID-19, skal I tage kontakt til COVID-19 ansvarlig i KLG Håndbold Henrik Thørring Elkjær.


Vi orienterer naturligvis yderligere, når der igen meldes ændringer ud på ny. Som forening håber vi, at alle vil udvise ekstra agtpågivenhed i denne (forhåbentlig) korte periode, så vi passer på hinanden, og snarligt kan genoptage en masse sociale aktiviteter med fokus på Kammeratskab, Leg og Glæde.


På bestyrelsens vegne, Sune Kjeldgaard (formand i KLG Håndbold)